Besøg af Dronningen!

Mandag den 2. september 2013 var en helt speciel dag for os! Vi fik nemlig besøg af vores Dronning!

Inden besøget var der naturligvis en hel del forberedelser og mange besøg af kommunens folk, politi, sikkerhedsvagter m.m. Vi blev godt klædt på til det royale besøg.

Da kronebilen rullede op foran butikken, skal jeg lige love for, at nerverne meldte deres ankomst!

Jeg tror aldrig, at jeg har været så nervøs før! Mit barnebarn på fire år – Emil – overrakte Dronningen en velkomstbuket. Det gjorde han meget godt bortset fra, at han havde lidt svært ved at slippe den smukke buket.

Besøget gik virkelig godt. Vores Dronning var interesseret og stillede mange gode spørgsmål, som jeg – vil jeg indrømme – ikke altid havde gode svar på! Men det gik!

Vi var selvfølgelig vært med et godt glas og diverse smagsprøver – men aldrig har 30 minutter føltes så lange.

Da vi fulgte Dronningen ud til den ventende kronebil, stod der cirka 500 mennesker udenfor med flag – det var også en meget stor oplevelse.

Efter besøget holdt vi butikken lukket og personalet og jeg fik et lille glas – det trængte vi til!

En stor dag, det var det. Helt sikkert en dag vi aldrig glemmer!