Gode råd om opbevaring

Gode råd fra slagtermesteren

I vores dagligdag i butikken støder vi jævnligt på en række "ofte stillede spørgsmål" omkring vores produkter, og slagtervarer generelt. Disse tips og råd vil vi løbende samle her på siden, så alle får glæde af dem

 Opbevaring af spegepølser

 

  • Det er en god idé at tage spegepølsen ud af vakuumposen cirka 12 timer før brug, så er det nemmere at få tarmen af.
  • Efter åbning bør spegepølsen opbevares i køleskab pakket ind i fugtsugende papir (f.eks. vokspapir eller bagepapir) eller stof. Ved længere tids opbevaring kan en spegepølse med fordel fryses.
  • Når man har købt en spegepølse, opbevarer den i det korrekte papir og spiser af den jævnligt, kan en spegepølse sagtens ligge 4-5 uger i køleskabet. Skal den holde i længere tid/gemmes til en særlig anledning, er det en rigtig god idé at fryse spegepølsen (eller måske det halve af spegepølsen).
  • I fryseren kan spegepølsen lægge i ca. 3 måneder forudsat, at den er i vakuum eller i en god fryseplasticpose.

 Opbevaring og skæring af Original Skagen Skinken ®

  • Et stykke Skagen Skinke skal opbevares i køleskabet pakket ind i fedtsugende papir (f.eks. vokspapir eller bagepapir) eller stof.
  • Ved længere tids opbevaring kan Skagen Skinken med fordel fryses i 3-4 måneder.
  • Har du købt Skagen Skinke i skiver, så åbn vakuumposen nogle timer før brug, så er skiverne nemmere at skille fra hinanden.
  • Det er svært at skære rigtig tynde skiver med en kniv. Det er en god idé at begynde at skære skinken fra midten af skiven. Man får ganske vist ikke en hel skive, men til gengæld er det nemmere at skære den tyndt.

Grillning

  • Det er en god idé at lave tre små snit i pølseskindet på indersiden af pølsen, inden man steger, griller eller koger. På denne måde undgår man, at pølsen flækker på langs og at alt saft og kraft forsvinder.

Generelle råd omkring opbevaring af vores produkter

Når en vare er vacuumpakket, kan den som udgangspunkt holde så længe, som datomærkningen på vacuumpakningen angiver.


Man skal dog være opmærksom på, at der ikke går hul på vacuumpakningen - altså at den lufttætte forseglning på en eller anden måde bliver brudt og der derved kommer luft ind til varen.


Man er ikke i tvivl om, hvorvidt dette er sket eller ej, da - hvis der går hul - vacuumpakningen nu ikke længere vil slutte helt tæt omkring varen.


Sker dette skal varen STRAKS tages ud af vacuumpakningen og herefter opbevares i enten vokspapir, bagepapir eller et viskestykke. Brug ikke plastic eller sølvpapir til at opbevare vores produkter i.


Herefter gælder sund fornuft og følgende vejledende holdbarheder for varer, der ikke er vakuumpakkede og opbevares i køleskab: 

  • Leverpostej: 4-5 dage
  • Kødpølse: 4-5 dage
  • Leverpølse: 4-5 dage
  • Spegepølse: 4-5 uger
  • Løgpølse: 4-5 dage
  • Rullepølse: 4-5 dage
  • Skagen Skinke sliced: 7 dage
  • Skagen Skinke stk.: Til det er spist
  • Grillpølser: 4-5 dage
  • Pate: 4-5 dage

Ønsker man at gemme en vare i længere tid, anbefaler vi altid at fryse varen.
Varen fryses enten i vacuumpakningen eller i en god frysepose.

Er man i tvivl, så brug den sunde fornuft og/eller send os en mail på slagter@munch-skagen.dk

- Vi hjælper meget gerne - rigtig god fornøjelse!